Tag: weblogs

Faglig læsning – hvorfor?

Noget som jeg er ret optaget af lige pt. er begrebet ‘faglig læsning’. Hvorfor det, har du ikke været lærer i 15 år? Jo, men jeg synes godt nok også, at jeg ret ofte har oplevet, at eleverne ikke forstår de tekster, som de bliver bedt om at læse. Tro nu ikke, at begrebet ‘faglig læsning’ kun er noget for dansklærere – det er for alle lærere.

Det er faktisk super-ærgeligt, at så mange elever ikke forstår, hvad de læser. Det vil sige, de fleste elever fra mellemtrinnet og langt op i overbygningen kan måske nok læse ordene rent teknisk. Men det er kun et fåtal, som rent faktisk kan læse mellem linjerne, og som faktisk forstår de ord og begreber, som de læser. Min erfaring er, at mange elever springer de ord over, som de ikke forstår. Det opfatter rigtig mange elever som værende ok, for alt er godt så længe, de kan sige, at teksten er læst – det er straks værre, når læreren afkræver dem en forklaring af tekstens indhold.

Men det er der råd for. Nøglen til at få flere (læs de fleste) elever til at forstå ordene i teksten hedder ‘faglig læsning’. Ja, det tager lang tid for den enkelte elev at læse en tekst, når man skal læse bag om ordene hele tiden. Min erfaring er dog, at eleverne godt inderst inde kan forstå meningen med øvelserne – jeg har faktisk flere elever, som har givet udtryk for, at de får mere ud af teksten på denne måde (hvilket jo er meningen med galskaben).

Jeg er pt. i gang med et forløb i historie, hvor eleverne har været udsat for flg.:

  • Gå sammen 2 og 2
  • Læs siderne 226, 227, 228 og 229 i materialet “overblik 2 verdenskrig” højt for hinanden. Første gang I læser siderne skal I ikke tænke over jeres udtale.
  • Når I har læst siderne igennem første gang, skal I læse dem en gang til. Denne gang skal I læse dem mere indgående (dvs. I skal være koncentrerede om læsningen).
  • Hver gang I støder på ord, som I ikke forstår skal I skrive dem ned (alle i gruppen skal skrive) i et dokument på computeren. Det er vigtigt, at I får skrevet så mange ord ned som muligt.
  • I skal herefter slå alle de ord op (brug linket til ordnet.dk), som I har skrevet ned.
  • Læs nu teksten igen.
  • Skriv herefter et resume af teksten, hvor I bruger de ord, som I slog op (alle i gruppen skriver).
  • Læs din makkers resume, og kom med med tilføjelser, hvis din makker har glemt noget.
  • GENTAG nu hele øvelsen en gang til i forhold til siderne 238 + 239

Hvis du vil vide mere om begrebet faglig læsning, så klik her

Du kan også gøre bruge af flg. 7 ark, som du finder ved at klikke på plakatnumrene (plakaterne ligger pdf-format) nedenfor:

plakat-1-afsnittets-emnesaetning

plakat-2-at-stille-sig-selv-spoergsmaal

plakat-3-gaet-et-ord

plakat-4-mindmap

plakat-5-ordkendskabskort

plakat-6-overskrifter

plakat-7-se-teksten-an

 

Testmoz – det geniale testværktøj

polls1Har du nogensinde følt trangen til at teste dine elevers viden på et givent felt? Det tror jeg, at alle lærere uden undtagelse fra tid til anden både har lyst til og gør. Men nu behøver det ikke være et langsommeligt rettearbejde længere.

Løsningen på det møjsommelige rettearbejde hedder testmoz.com! Her er tale om intet mindre end et genialt online stykke testværktøj, hvor man som lærer efterfølgende kan aflæse, hvor og hvordan de enkelte elever har klaret testen. Testmoz fungerer fint på smartphones og tablets såvel som på pc’ere og Macs. Det bedste af det hele er næsten, at værktøjet er gratis at anvende, og der kræves ikke en særlig konto hos testmoz.com

Hvis du har mod på det, kan du hos Frau Czepluch læse en længere og mere indgående beskrivelse værktøjet – hendes blog indlæg indeholder ligeledes en glimrende videovejledning i, hvordan værktøjet anvendes i praksis.

Dem læser jeg lige nu

blogger-vs-wpOverskriften lyder som en alenlang romanliste eller en liste over diverse støvede teoretikere. Der er nu hverken tale om romaner eller teoretikere. Overskriften og især indlægget er ment som en slags oplysning om hvilke blogs, der optager mit sind lige nu.

Den anden dag opdagede jeg ved et rent tilfælde en hamrende interessant blog for alle os med interesse i undervisning på det ene eller andet niveau. Bloggen er forfattet af en gymnasielærer, som jeg ikke kender navnet på – der er altså tale om en anonym blogger, hvilket normalt betyder, at jeg ikke gider læse sådanne blogs (stå ved hvem du er, og hvad du står for!). Men lige i dette tilfælde må jeg gøre en undtagelse, et eller andet ved denne blog fænger mig lige i øjeblikket. Måske er det det faktum, at indlæggene giver mening også i forhold til folkeskolen? Jeg ved det ikke, men du kan selv studere bloggen ved at klikke her.

En anden blog, som jeg er meget optaget af lige pt. er denne her – at kalde den en blog, er måske at tage munden lidt vel rigeligt fuld. Det er nok mere et idékatalog i blogform leveret af folkene bag websitet og forlaget lærit.dk – her kan man virkelig finde mange brugbare webtjenester til sin undervisning.

Derudover læser jeg også indlæg på bloggen læringsteknologi.dk, som er en blog drevet af konsulenter fra Center for Undervisningsmidler, University College Lillebaelt. Bloggen forsøger i et lækkert lay-out, at inspirere til udviklingen af didaktik, der igen kan medvirke til at udnytte potentialet i forskellige læringsteknologier/webtjenester.

Cool IT Consult er ligeledes en blog, der i øjeblikket har min interesse. Det fede ved denne blog er, at forfatteren kun udgiver materiale, som er afprøvet i undervisningssituationer. Der er altså tale om mere eller mindre gennemtestede forløb, hvilket bestemt er en styrke.

Slutteligt skal det da lige nævnes, at jeg stadig holder meget af de 2 blogs 111 variationer og skolestuen, som jeg for begges vedkommende jævnligt vender tilbage til for ny inspiration.

Alle (gen)veje fører til … ?!

ipad2En gang imellem læser jeg en af Danmarks største (måske er det den største?!) kommunikationsblog. Den hedder Bro-Blog, og indeholder jævnligt nogle fede indlæg om alverdens kommunikative forhold. Noget er også anvendeligt i forhold til det at blive en bedre underviser.

Det seneste indlæg, som jeg har læst, på denne blog, gør mig måske ikke til en bedre underviser, men vil utvivlsomt spare mig for en masse tid ud fra devicen om at mange bække små … Derudover ligger der også et blærepotentiale i at kunne samtlige 60 genveje udenad, hvilket jeg nok aldrig kommer til – mindre kan nok også gøre det?!

Kort fortalt handler indlægget om genveje på computeren i forhold til fx Word, styresystemer mm. Blogindlæggets overskrift siger vel egentlig det hele:

60 geniale genveje til din telefon, tablet og computer

Blogs ‘bout billedkunst, part two

BilledKunstFor snart 2 siden udgav jeg her på bloggen et indlæg med overskriften “Blogs ‘bout billedkunst”. Man kan sige, at det måske er lidt sent at komme med et opfølgende indlæg. På den anden side; hellere sent end aldrig, kan man også sige.

Dengang i maj ’12 skrev jeg følgende: I min optik hører faget nu til blandt de fag, som jeg helst ikke vil undervise i, da det er et meget komplekst fag, hvor man virkelig skal holde tungen lige i munden, hvis faget skal give mening for eleverne.

Det forholder sig stadig sådan, at jeg helst ikke underviser i dette fag. Hvorfor så lave et opfølgende indlæg? Jo, det gør jeg af den simple årsag, at jeg finder det interessant at tage temperaturen på forskellige fagblogs – også blogs omhandlende faget billedkunst. Jeg skal gerne endnu en gang indrømme, at faget bestemt ikke hører til blandt mine favoritter rent undervisningsmæssigt, men alligevel er det et spændende fag, synes jeg. Ganske som faget, efter min bedste overbevisning, også er vigtigt i forhold til at uddanne og ikke mindst danne børn og unge.

Da forgængeren til dette indlæg udkom på denne blog tilbage i maj ’12, tillod jeg mig at linke til et par blogs om emnet. Dette vil jeg også gøre i dette indlæg, eftersom de udvalgte blogs alle er seværdige på hver deres måde. Nedenstående blogs giver ligeledes et billede af fagets mangfoldighed og kompleksitet – godt, at det ikke er mig, der skal finde på i den sammenhæng, fordi så langt rækker mine kreative evner desværre ikke.

  • Almost art – 2 billedkunstlærere der holder af at anskue kunsten fra de skæve vinkler – og som gerne viser nogle af de projekter, de laver med deres elever frem.
  • Bidt af billedkunst -En fed blog om billedkunst og billedsprog
  • Line Frøslev – Line blogger om billedkunst med bl.a. børn. Lad dig inspirere af mange sjove/skæve indlæg fra hendes flotte blog.
  •  Fru Billedkunst –  bloggeren bag fru Billedkunst er Tina Kejlberg, der har mere end 20 års erfaring med faget billedkunst i folkeskolen. Bloggen ganske mange fede forløb, som man kan lade sig inspirere af.

Undervisningsbloggere

I dag havde jeg en interessant samtale med en lærerstud. Vi talte om, hvordan lærerne i folkeskolen efterhånden bør indse nødvendigheden af at lære sig nogle basale web 2.0-færdigheder – man kan ikke længere undslå sig med, at det der IT, det er kun for nørderne i læringscentret. Nej, IT og web 2.0 er kommet for at blive, og vi, som lærere, skal finde ud af at tage nogle af tjenester til os.

Jeg irriteres over holdningen blandt mange kolleger om, at det der med IT, det sætter man sig først ind i for alvor, når reformen træder i kraft til sommer. Jeg tror simpelthen ikke på, at det vil ske – jo altså, reformen skal nok træde i kraft (det er der næppe tvivl om – heller ikke hos mig). Det er snarere kollegernes holdning om at tage IT-opgaven alvorlig fra sommerferien, som jeg tillader mig at tvivle på.

Jeg ved godt, at mange føler sig pressede og overbebyrdede (nogle føler måske endda stadig nag ovenpå lockouten i foråret ’13). Det sidste kan jeg ikke bruge til noget. Kom videre og ind i kampen. Det er nu, at man har muligheden for at prøve nogle af mulighederne af – også på IT-fronten. Når reformen først træder i kraft, så forventes det, at man kan navigere i udbuddet af diverse webtjenester.

Men hvor skal man så begynde? Jeg tror, at den moderne lærer er nødt til at orientere sig meget mere i forhold til nettet og dets muligheder. Et rigtigt godt sted at gøre dette er ved at læse weblogs, eller bare blogs. Efterhånden er der en lang række bloggere, som byder sig til, og som i mange tilfælde har gjort det hårde arbejde med at selektere mulighederne i forhold til undervisningssites på nettet. Personligt læser jeg en række blogs fast – på samme måde, som mine forældres generation læser avisen.

Én af mine favoritblogs er bloggen 111 variationer, som i foråret ’13 udgav et indlæg om netop undervisningsrelaterede weblogs. Indlægget hedder meget rammende “Guldgruben”, for det er lige, hvad det er. Der er virkelig tale om en guldgrube af gode ideer, som hele tiden bliver flere, men som alt for få samler op. Se indlægget ved at klikke her.

Hvorfor blogge i undervisningen?!

electric_company_weblogsJeg har gennem længere tid blogget på denne blog om webtjenester, som jeg kan gøre brug af i min undervisning. Det er langt fra alle de omtalte webtjenester har fundet vej ind i min undervisning, men det er bestemt sket.

Du har måske allerede gættet det? Jeps, jeg indrømmer gerne, at jeg primært bruger bloggen som en slags inspirationsressource i forhold til undervisning (se evt. dette blogindlæg fra tidligere). Men hvordan kan jeg så for mine elever i gang med at blogge?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mere end én gang. Tidligere har jeg brugt facebook (en lukket gruppe for eleverne og undertegnede i fx samfundsfag) som medie til at nå eleverne ud fra devisen om, at man skal møde eleverne dér, hvor de alligevel befinder sig en stor del af deres vågne tid. Det har faktisk, til min egen relativt store overraskelse, fungeret ret godt, og eleverne har bestemt udtrykt begejstring for projektet/processen. Men hvordan kan jeg gå skridtet videre, og få dem til at blogge på deres egne blogs om fx samfundsfag?

Jeg hælder mest til ideen om, at “tvinge” dem til at blogge på flg. måde:

  • de skal bruge skoleblogs, hvor de selv afgør, hvem der, foruden undertegnede og deres forældre, skal have adgang til og kunne kommentere indholdet
  • bloggen skal i begyndelsen kun indeholde deres produkter fx i form af det traditionelle tekstindlæg eller endnu bedre i form af film, prezi, wix osv.
  • der skal uploades et indlæg i begyndelsen af et forløb samt ved afslutningen af det samme forløb

Dette indlæg er udgivet i forbindelse med et kursus “web2.0”, som jeg er deltager på i skoleåret 2013/14