Måned: september 2011

Alle taler om det, men ingen gør noget ved det!

Det sagde den danske vittighedstegner Storm P. en gang for læææænge side om vejret. I den moderne folkeskole skal den moderne geografilærer som bekendt undervise i vejret og vejrfænomener. Hver gang vi kommer til emnet, skal jeg bruge relativt meget tid på at læse stofområdet op. Men det har jeg fundet en løsning på nu, se bare her:

Jesper Theilgaard og vejrredaktionen på DR-Nyheder har søsat en såkaldt vejr-skole. På vejrskolen får man en kort og meget informativ indføring i meteorologiens vigtigste begreber basaret på 5 små film om vejret i Danmark. Hvis man så også lige krydrer sin forberedelse med et såkaldt vejr-leksikon fra DMI – tja, så er man faktisk ret godt kørende, synes jeg. Jeg synes dog stadig, at begge tjenester ikke skal stå alene. En kombination af tjenesterne og noget litteratur vil være den perfekte kombination i min optik.

Share

Fantastiske hjørner af internettet

Hvad sker der egentlig, når man surfer lidt på nettet efter endt arbejdstid? Ja, så risikerer man at falde over en guldgrube af læringsressourcer, som man frit kan drage nytte af i sin interaktive undervisning, hvilket faktisk skete for mig i dag. Jeg troede simpelthen, at det var løgn, da jeg stødte på websitet iUndervisning.dk

Det er efterhånden sjældent, at man støder ind i websteder som dette. Kort fortalt er dette websted et site leveret af folkeskolelæreren Troels Christensen fra Kolding, som har lagt en samling interaktive læringsressourcer ud på sin hjemmeside til fri afbenyttelse af alle interesserede. Nogle af programmer har han (så vidt jeg har forstået) selv lavet, mens andre er freeware fra nettet. Men det korte af det lange er, at her er noget for en hver smag lige fra sprog til naturfag og videre igen til skole/hjem-samarbejdet – fedt, fedt, fedt, jeg kan nærmest ikke få armene ned igen pga. mit held denne eftermiddag.

Et andet sted, som også lige kræver et par på vejen er lektiehjælpssitet frividen.dk – dette site kan jeg simpelthen ikke anbefale nok. Det er en sand guldgrube af viden, som bliver lagt frem på en meget uselvisk og pædagogisk fantastisk måde, lige til at plukke for eleverne og deres forældre. Sådan set kan sitet også med fordel anvendes af lærere, som ønsker inspiration til et givent stofområde. Det bruger jeg det selv til i et relativt stort omfang.

 

Share

Vidste du …

at jeg den 9. september udgav et indlæg her på bloggen om gode steder på nettet, hvor man kan hente inspiration til de digitale læringsrum? Uanset dit svar har jeg besluttet at udvide servicen med endnu et indlæg om det samme emne. 

Hvorfor bruger jeg så relativt meget tid på at læse blogs omhandlende digitale læringsressourcer? Svaret er ganske simpelt, at jeg tror på fremtiden. De forskellige gadgets og devices, som vinder større og bredere udbredelse i samfundet som helhed er ikke længere døgnfluer – de er kommet for at blive. Af samme grund mener jeg, at man som underviser dermed også er nødt til  at forholde sig positivt til eksempelvis smartphones eller computertablets – den moderne underviser er simpelthen tvunget til at se udviklingen på den elektroniske front som aktiv.

Nok om det! Neden for får du 4 gode indgange til digital inspiration på nettet:

Fremtidslaboratoriet er en indgang til en eventyrlig digital verden, som kun venter på, at lærere og elever tager springet og går igang med at lege. Ambition er ganske enkelt at gøre det let og sjovt at bruge digitale redskaber i undervisningen.

Fremtidslaboratoriet udvikler opgaver og temaer, som kan bruges direkte i undervisningen. Opgaverne tager udgangspunkt i folkeskolens ‘Fælles mål’ og introducerer digitale redskaber i undervisningen. Der ligger hobevis af gratis digitale redskaber af høj kvalitet på internettet og denne ressource skal selvfølgelig ud i klasserne. Man kan sige, at Fremtidslaboratoriet.dk er et sølvfad, hvor der serveres gennemtestede opgaver, redskaber og temaer lige til at bruge.

Uffe Sørensen – en af folkene bag LærIT har et privat, hvor han også udgiver sine tanker og ideer om digital undervisning i fx folkeskolen. Indlæggene har faktisk temmelig høj kvalitet. Der er ikke langt fra tanke til konkret handling, når man har læst et indlæg forfattet af Uffe Sørensen. Jeg forsøger at besøge hans site så ofte som tiden tillader det.

iLæring er et site skrevet og drevet af folkeskolelæreren Torben Møller, der dog pt. er ansat som pædagogisk vejleder i Forsvaret. Sitet er ofte langt fremme på “beatet”, når det handler om ny digital teknologi til brug for undervisning – også på folkeskoleniveau.

IT i Folkeskolen omhandler ja, det har du vidst gættet. Denne Blog er faktisk en af mine helt nye opdagelser, men den tegner bestemt lovende, hvilket også er grunden til, at den er medtaget i dette indlæg. Umiddelbart indeholder bloggen ganske mange fede indlæg om online digitale læringsressourcer. Sitet skal helt sikkert udforskes meget mere i tiden, som kommer.

 

Share

Google Goggles

Så blev man lige opmærksom på et produkt fra Google, som tilsyneladende har været på programmet i laaaaaaaaangt tid – hvorfor ved man så ikke noget om dets eksistens? Jeg ved det ikke, det er også lige meget, nu kender jeg applikationen (eller app’en som det hedder på nudansk) ….. og jeg skal lige love for at denne teknologi åbner nogle muligheder for smartphones i undervisningen.

Kort fortalt er Google Goggles en anderledes måde at søge information på. Man søger bogstavlig talt på Googles søgemaskine v.hj.a. et billede taget med sin smartphone – helt enkelt og voldsomt genialt. For lige at skære det helt ud i pap og derefter bøje det i neon: Tag et billede af det objekt du vil vide mere om, og lad teknologien klare resten.

En kollega og jeg tænkte, at det skulle prøves af. Så vi tog et billede af Da Vincis maleri “Mona Lisa”, og ganske rigtigt efter få sekunder havde vi et link på skærmen, som med ord fortalte os alt om maleriet. “Nåhr, men det er jo bare fordi det er et maleri, som er kendt i hele verden”, tænkte vi højt begge to. Men nej – efter adskillige test med billeder af mindre kendte bygninger og malerier, må vi begge bøje os i støvet og erkende, at teknologien denne gang overgår vores vildeste fantasi. Denne teknologi åbner helt sikkert nogle muligheder i forhold til at inddrage smartphones i undervisningen – jeg tror faktisk, at Google Goggles skal indgå i mit forløb omkring QR-Codes i undervisningen. Det må være muligt, at kombinere de to teknologier. Det bedste ved det hele er dog, at teknologien er platformsuafhængig. Med andre ord så virker det på både iphone og Android (fx HTC).

Share

Netværk – mit virtuelle samarbejde

Før sommerferien fik jeg mulighed for at søge om optagelse i et lokalt netværk for IT-interesserede lærere. Heldigvis blev jeg optaget i netværket. Dette lokale netværk deltager i et landsdækkende netværk omhandlende digitale læringsformer sat i søen af Microsoft Danmark.

Lad mig bare slå fast med det samme, at det var med en meget stor forventning i kroppen, at jeg i onsdags drog mod København for at deltage i det indledende stormøde i netværket. Desværre må man konkludere at selve det fysiske møde ikke helt levede op til forventningerne bl.a. pga. tekniske vanskeligheder med en noget ustabil netværksforbindelse.

Alligevel føler jeg, at mødet havde en relevans, eftersom tiden var givet godt ud i forhold til at lære mit lokale netværk at kende. Vi havde god tid til at snakke med hinanden i toget til og fra Kbh. Derudover er det en mærkelig fornemmelse at vide, at de undervisningsforløb, man selv roder rundt med i det daglige følges og kommenteres af kolleger fra det meste af kongeriget. Det forholder sig nemlig således, at alle deltagere i netværket er forpligtet (ikke kontraktligt) til at udgive deres tanker og ideer i forhold til et enkelt digitalt undervisningsforløb. I mit tilfælde bliver det noget med QR-koder i samfundsfagsundervisningen i overbygningen.

Lad os nu se, hvad et sådan netværk kan føre med sig. Selvom at det hele begyndte sådan lidt op-ad-bakke-agtigt, så er vælger jeg alligevel at se lyst på fremtiden – det kan i alle tilfælde ikke skade min undervisning at få inputs fra mine lærerkolleger i den danske folkeskole.

Du kan følge netværket her.

 

Share

Gode steder at besøge når man vil have ny inspiration

“Sig mig lige en gang. Bruger du alle dine vågne timer på at støvsuge nettet for IT-mæssige muligheder?”, spurgte en kollega i sidste uge. Desværre måtte jeg skuffe vedkommende med, at det gjorde jeg ikke – ja, faktisk bruger jeg ikke specielt mange timer på at lede efter ny inspiration på nettet. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg (ganske som mange andre) bruger et par timer om ugen på at læse andres tanker og ideer på såkaldte weblogs eller bare blogs, som de populært kaldes.

Blogger-sfæren er temmelig udbredt blandt folk og fæ overalt på jorden. Alligevel sidder man, som aktiv blogger, med en fornemmelse af, at rigtig mange slet ikke kender til denne verden på nettet. Blogs kan bruges i mange sammenhænge, og bliver brugt i mange forskellige sammenhænge. Nogle bruger deres weblog til at beskrive deres dagligdag, andre skriver politiske blogs og atter andre beskæftiger sig med faglige forhold fx pædagogiske problemstillinger – mulighederne er mange, og det vil tage alt for lang tid at remse dem alle op her.

Denne blog forsøger gøre opmærksom på det muligheder, som nettet rummer i forbindelse med IT i undervisningen – med et særligt fokus på folkeskolen i Danmark. I dette indlæg vil jeg forsøge at beskrive nogle af de blogs, som jeg ofte klikker mig forbi i min jagt på ny inspiration (du finder mange af dem i min blogroll andetsteds på bloggen).

111 Variationer Til Undervisning – denne blog besøger jeg faktisk ret ofte, eftersom bloggen leverer mange gode inputs til rigtig god undervisning, hvor IT inddrages i større eller mindre grad. Bloggen bestyres af en gymnasielærer i engelsk og dansk. Til trods for at bloggen tager sit udgangspunkt i engelsk og dansk (2 fag som ligger langt fra mine egne fagområder),  så sker det ofte, at bloggen lige giver mig det sidste skub i en given retning.

IT-didaktisk.dk – er en blog, som jeg også besøger jævnt ofte. Bloggen bestyres af folkene bag LærIT, som er et website med fokus på undervisning og IT. Den person, som står bag hovedparten af indlægene på bloggen hedder Uffe Sørensen. Uffe har en baggrund som lærer med en overbygning som PD i fagdidaktik og evaluering.

IT-Torvet – denne blog besøger jeg ikke nær så ofte, som de to førnævnte. Jeg finder den ikke nær så interessant, men det kan ikke fjerne det faktum, at bloggen bestyres af kompetente mennesker på IT-fronten i forbindelse med IT og undervisning. Flere af bloggens forfattere har en baggrund som lærer og/eller IT-vejleder.

Skolestuen – en blog, som leveres af en lærer med baggrund i specialundervisningen. Dette gør dog ikke bloggen mindre interessant. Denne blog hører til blandt de blogs, som ret ofte får besøg. Dette skyldes, at bloggen spænder vidt dvs. den indeholder temmelig mange indlæg, som kan bruges i mange forskellige undervisningssammenhænge. Personligt finder jeg bloggen meget anbefalelsesværdig.

Det var 4 blogs, som jeg besøger en eller flere gange om ugen. Hvis du vil holde dig orienteret mht. IT og undervisning, så er det en god idé at bruge en time eller to om ugen på at læse diverse blogs, der beskæftiger sig med området. Dette kunne være de nævnte eller nogle helt andre (mulighederne er rigtig mange). Fordelen ved at læse blogs er:

  • at forfatterne bag de forskellige blogs ofte deler rundhåndet ud af deres viden
  • at du får inspiration til din undervisning af nogle fremmede kolleger
  • at du måske vil begynde at reflektere over din egen undervisning i forhold til nogle nye vinkler
  • at du uden tvivl vil få ideer til nye men ofte gennemprøvede undervisningsaktiviteter
  •  at du slipper for altid at skulle opfinde den dybe tallerken selv

Share