Tag: internettools

Flipped learning for lærere

Flipped classroom er og har været oppe i tiden i gennem en længere periode nu. Flipped classroom er dog som regel møntet på at gøre eleverne en tjeneste. Hvad med lærerne – hvor tit har man ikke været i den situation, at man skal forberede et stofområde, som er helt eller delvist ukendt for den enkelte. Det kan til tider være en stor mundfuld.

Det er der dog råd for i form af den engelske Russell Stannard, som udover at være en dygtig formidler ogå er it-ekspert og foredragsholder. Russel deler på sit website (teachertraningvideos) gavmildt ud af sin store viden om nogle af de hundredevis af spændende onlineværktøjer, man som underviser snildt kan inddrage i undervisningen.

Dette gør han på føromtalte website i form af links og videovejledninger, som han har været så venlig at stille gratis til rådighed for alle med interesse heri. Man skal dog lige være opmærksom på, at videoerne alle er på engelsk (manden har jo engelsk som sit modersmål), forklarer og viser på en enkelt men grundig måde alt, hvad du har brug for at vide for at komme i godt gang med de mange forskellige værktøjer.

Jeg tør godt love dig, at websitet er proppet til overflod med guldkorn, som måske i begyndelsen kan virke en smule uoverskuelig. Når du først har strukturen på sitet inde under huden, er du ikke i tvivl om kvaliteten af sitet samt dets berettigelse.Personlig bruger jeg det jævnligt, og har efterhånden gjort det gennem en længere periode.

Motion & sjove apps part II

Jeg har tidligere her på bloggen leveret et indlæg om motionsapps. Dette indlæg ligger i forlængelse af mit indlæg med titlen “Motion & sjove apps”. Jeg kunne ikke lade være ed at researche lidt mere på markedet for apps og motion. Resultatet blev, at jeg fandt følgende.

Applikationen “Træn med forsvaret” findes til såvel Android og iOS – den er gratis, og fungerer problemfrit. Det fede ved app’en er, at den indeholder afsindig mange øvelser med gode videovejledninger. Endelig tilpasses træningsprogrammerne brugeren af app’en, hvilket bestemt må siges at være et stort plus. Din profil på webudgaven af “Træn med forsvaret” interagerer med app’en på din smartphone, hvilket bevirker, at din telefon kan bruges som et aktiv i forbindelse med selve udførelsen af træningsøvelserne, smart og godt tænkt.

Du finder webudgaven ved at klikke her.

I Googles appstore kan man læse flg. om app’en, citat:

“Træn med forsvaret er et nyt træningsprogram for alle, der vil være i god form. Med app’en kan du træne efter individuelt tilrettelagt program med de professionelle principper, som forsvaret selv benytter til folk, der har brug for at opnå en ekstraordinært god form. Uanset om du allerede er i god form, eller du starter helt forfra, hjælper app’en dig videre, med udgangspunkt i din nuværende form. De gennemprøvede træningsformer sikrer, at du øger din udholdenhed, din styrke og din kondition til et højt niveau – samtidig med at restitutionshastigheden øges.”

 

Motion & sjove apps

Mit forrige blogindlæg omhandlede fede sider, man kunne lade sig inspirere af, hvis man vil indtænke websites i bevægelses- og idrætsundervisningen. Man kunne gå skridtet videre og indtænke en række apps i undervisningen, når det kommer til det der med at bevæge sig.

Det kan bare være meganederen (for nu at bruge et ungdommeligt sprog) at dyrke motion, så derfor har ungdomsmagasinet “Vi unge” fundet fem sjove apps, som vil kunne gøre træningen både nemmere og med garanti også sjovere, hvilket er to gode incitationsparametre, når det kommer til apps i undervisningen. Tjek dem ud ved at klikke her!

Personligt har jeg haft stor succes med at lade eleverne bruge app’en woop (som findes til både android og ios). Nedenfor kan du se et indslag om woop og samfundsfag i gymnasiet, men woop kan sagtens finde sin berettigelse i langt de fleste andre fag og aldersgrupper – også i dit fag er jeg sikker på.

 

Motion og IT

Motion og IT? Hører det sammen? Ja, det synes jeg i høj grad, at det gør – særligt nu, hvor idræt er blevet et prøvefag i forbindelse med afgangsprøven i idræt. Men hvordan gør man så? Det vil jeg forsøge at komme med nogle bud i det følgende.

Den nemme løsning er naturligvis at købe adgang til nogle motionsites eller et decideret undervisningssite som fx idrætsfaget.dk – men hvorfor det, når nette bugner af alternative løsninger?

Et udmærket redskab til at holde styr på ens træningsprogression kunne være sites som fx motionsdagbog.dk, Jeg har selv brugt dette site i en årrække til holde styr på mine træningspas – et ok site, hvis man ikke gider alverdens træningsapps til telefonen (dog er sitet en smule old-school i såvel layout som brugerfladen). Et lidt mere up-to-date site når man vil holde sig ajour med egen og vennernes træning er det velkendte endomondo.com – jeg tror, at en præsentation af dette site er overflødig , eftersom sitet er Danmarks mest benyttede motionsapp.

Efter lidt målrettet søgen på nettet fandt jeg ret hurtigt et brugbart site i siden motionsplan.dk, dette site er proppet med velskrevne artikler og links om træningsøvelser og træningsprogrammer – både når det gælder konditionstræning og styrketræning. Jeg fristes næsten til at sige, at sitet burde være et must for alle folkeskolens idrætslærere. Artiklerne bygger nemlig som udgangspunkt på videnskabelige facts. Se fx videoklippet om intervaltræningsmetoden (en træningsmetode, man sagtens kunne indarbejde i idrætsundervisningen på flere planer) 10-20-30 udviklet af forskere fra Københavns Universitet:

Hvis du vil vide mere om 10-20-30-metoden så klik her

Via motionsplan.dk fandt jeg også sitet maxer.dk – efter eget udsagn artikler og videoer af højeste kvalitet om styrketræning, ernæring og sundhed. Jeg synes faktisk, at maxer lever op til de fine ord, ydermere er sitet også krydret med gode og informative videoer om fx styrketræningens hemmeligheder og fælder.

Nedenfor bringer jeg lige en hurtig liste over 10 gratis sites, som alle idrætslærere, efter min mening, bør kende:

  • idespejd (bunker af gode og mindre gode lege samt beskrivelser af disse – lige til at bruge)
  • vorespuls (et motions-univers for voksne, der søger inspiration og viden om træning)
  • løberute (artikler om løb, ruteopmåler og diverse online beregnere)
  • find vej i DK (‘Find vej i Danmark’ er en forenklet udgave af orientering – en slags skattejagt, der bringer dig gennem skoven, parken eller byen på jagt efter poster)
  • Teknik på MTB’en (en youtube-kanal om teknikøvelser til cykel og i særlig grad mountainbikes)
  • DR skole, idræt (en masse temaer omhandlende idræt, krop og sundhed)
  • Prøven i idræt (en infoside om udtræksfaget idræt)
  • Aktiviter under Dansk skoleidræt (en linksamling til en masse fagområder i idrætsfaget)
  • Sæt skolen i bevægelse (Dansk Skoleidræt udarbejdet en lang række øvelser, der kan bruges i de forskellige fag, både inde i klasselokalet og ude i skolegården)
  • Get moving (Formålet med undervisningsmaterialet er at lære dig noget om idræt, sportsgrene, din krop og din ydeevne. Du kan også lære noget om, hvor du kan dyrke idræt, hvordan du kan være fysisk aktiv og ikke mindst – hvordan du kan have det sjovt, mens du er fysisk aktiv)

Bedredansk.dk – bliv bedre i faget dansk

Sad lige og surfede på nettet i forbindelse med at finde nogle online ressourcer, som kunne have en berettigelse i forhold til digital undervisning i faget dansk.

Egentlig blev jeg provokeret af, at en kollega en dag sagde til mig, at vedkommende ikke vidste, hvordan man skulle finde digitale ressourcer på nettet, som kunne bruges i forbindelse med danskundervisningen i en almindelig dansk folkeskole. Min påstand var, at man vel bare kunne google begrebet. I dag tog jeg så chancen, og det var overraskende nemt at finde sitet bedredansk.dk

På bedredansk.dk kan du se korte videoer, der på en enkel facon forklarer de hyppigste skriftlige fejl. Videoerne kan bruges som rettenøgle i forbindelse med elevernes skriftlige opgaver. Derudover indeholder bedredansk.dk også en lang række interaktive grammatikøvelser, som kan hjælpe brugeren til at udtrykke sig bedre på dansk.

Det bedste ved bedredansk.dk er dog, at det hele indtil videre er gratis – prøv selv.