Måned: juni 2011

Classtools.net – lidt gaming til undervisningen

“Hvor kunne det dog bare være fedt, hvis vi kunne lave vores egne små smartboard-spil til undervisningen”, udbrød en af mine kvikke elever en dag, da vi havde spillet nogle online-games i geografitimen. Nu er muligheden her så…..

….. ikke kun i geografi, næh, spillene kan naturligvis bruges i alle fag. Det hele kommer an på indholdet i spillene, og da man selv konstruerer spillene – ja, så bestemmer man jo også indholdet og dermed faget.

Hvordan kan dette lade sig gøre? Jo, classtools.net er en service, hvor man kvit og frit kan konstruere forskellige småspil til undervisningen. Spillene er basseret på en lang række forskellige templates (platforme), som dermed giver det enkelte spil sit eget individuelle præg.

Jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg konstruerede en række forskellige spil til fx samfundsfag eller geografi – ja, måske endda også til matematik. En anden mulighed kunne være at lade eleverne konstruere spil i fx geografi-undervisningen, hvorefter de naturligvis skal prøve hinandens spil. Muligheder er der uden tvivl nok af ….. classtools.net er endnu et af disse websites, som indeholder en god portion indlæring, det eneste det venter på er, at lærerne world wide samler muligheden op.

Måske kunne du have lyst til at prøve mit geo-spil her:

Online spil om hovedstæder

Share

Smart Exchange – del din undervisning med os andre

I  forlængelse af mit forrige indlæg den 15. juni 2011 kom jeg til at tænke på, at der findes et site, som hedder SMART EXCHANGE. Servicen er først og fremmest tiltænkt brugere af de såkaldte smartboards, eftersom der er tale om udveksling af notebook-filer (du skal have programmet Notebook, for at læse filerne, du kan hente programmet her).

Smart Exchange er virkelig smart. Jeg har lige brugt lidt af min formiddag på at hente en række færdige smartboard-forløb, som jeg regner med at modificere og derefter bruge i min undervisning i det kommende skoleår.

Folkene bag Smart Exchange skriver på deres site om servicen, citat:

Tilmeld dig i dag – det er hurtigt, nemt og gratis. Du vil kunne

  • Downloade professionelle, færdige lektioner
  • Downloade lektioner, som andre lærere har udviklet
  • Spare tid, når du forbereder lektioner
  • Dele dine ressourcer med undervisere i hele verden
  • Og meget mere …

Det er da smart – og også et udtryk for en helt ny kultur/tendens tror jeg, hvor man i højere grad end hidtil deler sine lektionsplaner med hinanden. Dette har også den fordel, at gode lektionsplaner uden tvivl videreudvikles således, at de bliver endnu bedre til gavn for så mange som muligt.

Lad mig bare slå det fast med det samme. Sitet indeholder virkelig meget materiale, som uden tvivl kan føre til meget god kvalitetsundervisning.

Det eneste der kræves er, at man opretter sig som bruger. Det forventes vel egentlig også, at man jævnligt oploader sine egne forløb således, at databasen hele tiden udbygges.

Share

2 styks, tak!

Det har tit undret mig, hvorfor mange skolelærere holder “kortene” tæt til kroppen, når det handler om inspiration til undervisningen?! Måske handler det om, at mange (særligt i den ældre generation) er bange for at kolleger vil kopiere deres undervisning – jeg ved det ikke. Uanset årsag(er) er denne blog ment som et oprør mod denne egoistiske holdning til god undervisning. Af samme grund vil jeg lige offentliggøre to steder på nettet, som jeg bruger flittigt, når ny undervisning skal forberedes.

Det første websted hedder videnskab.dk. Sitet går i alt sin enkelthed ud på, citat videnskab.dk:

Videnskab.dk er et initiativ udsprunget af Videnskabsministeriets projekt om forøgelse af interessen for forskning i det danske samfund tilbage i 2004. Sitet blev lanceret i 2008 ved introduktion  fra fhv. videnskabsminister Helge Sander (V). Sitets indhold og layout er stærkt inspireret af det tilsvarende norske site, forskning.no, som i dag er en af Videnskab.dk faste samarbejdspartnere.

Videnskab.dk bringer artikler researchet og skrevet af sitets uafhængige redaktion samt bidrag fra række forskere fra de danske forskningsinstitutioner. I tillæg til nyhedsartiklerne byder sitet på forskerblogs, kort nyt, debat, mm.

For at imødekomme dette publikum bevæger Videnskab.dk sig væk fra det ofte tunge tekniske sprog kendt fra forskningsverdenen. I stedet anlægges et populært lingvistisk perspektiv på forskningen, der gør indholdet lettere tilgængeligt for det brede publikum end traditionelt forskningsmateriale.

Et andet site, som jeg bruger af og til er krejslerDOTcom, som kort fortalt har samlet de naturvidenskabelige fag matematik, fysik/kemi, biologi og geografi under en hat. Ideen med sitet er  så at bringe blogindlæg om artikler og internetsider, der relaterer sig til de førnævnte fag – ulempen ved dette site er dog, at sitet ikke opdateres længere,. Alligevel vil jeg vove den påstand, at man sagtens kan finde meget god information/inspiration hos krejslerDOTcom

Jeg er udmærket klar over, at der findes mange andre gode sites ude på internettet, hvor undervisere i folkeskolen og andre steder kan søge inspiration til deres undervisning. Af samme grund er det vigtigt for mig at understrege, at de 2 nævnte sites også kun er et lille udpluk af de mange forskellige sites fra nettet, som udgør min “inspirations-palet”.

Share

Animoto – lav dine egne fede filmsekvenser

 Animoto er et værktøj, der i en helt simpel opsætning kan lave  flotte og lækre filmklip, som eleven fx efterfølgende kan downloade for at sætte ind i andre medieproduktioner, embedde for at indsætte i weblogs eller måske ligefrem bruge på en hjemme side som eksempelvis wix.

Med Animoto kan man helt enkelt lave små, flotte og fede film om alt mellem himmel og jord. Filmene er nemme at producere, man vælger blot sine still-billeder, videoklip, musikken og et tema – så “koger” Animoto selv en film sammen, der kan offentliggøres i eksempelvis intra.

På denne måde udelader man godt nok selve instruktørdelen i filmproduktionen, til gengæld får man nogle korte film (30 sek., hvis det skal være gratis), der holder et højt tempo, og som på det visuelle plan fremstår meget lindbydende. Hvis brugeren har oprettet en fotosamling i Flickr, kan fotosamlingen uden problemer sammenkobles med Animoto. Man vælger blot sin fotosamling fra Flickr, og så importerer Animoto selv billederne ind på klippebordet.

Animotos helt store styrke er evnen til at lave fede filmsekvenser, hvor dynamik og effekter kan fastholde seeren i de få sek. filmen varer. I gratis-delen varer en film 30 sek. – i den tid har vi altså mulighed for at fange en meget intens og koncentreret opmærksomhed, hvilket man som fx lærer kan udnytte til at få et fagligt udbytte.

Animoto er helt sikkert en Web 2.0-tjeneste som jeg vil prøve i det kommende skoleår.

Hvis du er tvivl om filmenes indbydende design, så kig med på den film, jeg kogte sammen som et forsøg i løbet af 5 minutter:

Vilde Feriefotos (et animoto-forsøg)

Share

Mindmaps – et gratis onlineværktøj

Mindmaps er et nyttigt redskab til at overskue en stor opgave eller bare få styr på dine tanker. Selve redskabet mindmaps har været brugt i forbindelse med undervisning rigtig længe i den trad. tavleudgave. Nu er det også muligt at lave mindmaps online v.hj.a. et værktøj, som hedder bubbl.us, se mere nedenfor:

Vil du lave et mindmap på et stykke papir, tegner du en cirkel og skriver emnet i cirklen. Det kunne være ‘Min 60 års fødselsdag’. Tegn nu en streg ud fra cirklen og lav en ny cirkel med teksten ‘Menu’, en anden med ‘Festlokaler’, en tredje med ‘Gæsteliste’, en fjerde med ‘Underholdning’. Sæt nye cirkler under Menu-cirklen med navnet på en kok eller andre idéer til at få styr på menuen etc.

Nu er du allerede godt i gang med at gøre fødselsdagsfesten helt konkret og finde ud af, hvilke dele du skal tage fat på først.

Hjemmesiden bubbl.us gør nøjagtigt det samme – blot på nettet. Nemt og gratis – og så sparer du også papir og blæk.

Sådan gør du

  1. Gå ind på bubbl.us
  2. Klik på den store knap ‘Start Brainstorming’
  3. Udfyld emnet for din brainstorm.
  4. Tryk Enter-tasten for at lave den første undercirkel. Tryk på TAB-tasten for at lave en ny cirkel på niveau. (TAB-tasten ligger til venstre for Q-tasten)
  5. Du kan også bruge de små ikoner, der dukker op, når du fører musen hen over en cirkel.
  6. Du kan flytte cirklerne ved at trykke på ‘kors-pilen’ i venstre hjørne af en cirkel.

Bubbl.us giver dig gode muligheder for at dele og gemme dit mindmap:

  • Send et link til dit mindmap
  • Gem et billede af dit mindmap
  • Gem mindmappet – opret et brugernavn og password. Så ligger minmappet der til næste gang, du logger ind.

Værktøjet er helt utroligt enkelt at anvende – det giver næsten sig selv, hvordan man gør.

Share