Er den nye teknologi en ny slags kokain?

Jeg har netop læst 1 artikel på Politikens netavis, som konkluderer, at vores brug af ny teknologi fx smartphones har skabt et afhæninghedsforhold i stil med narkotiske midler som kokain.

Jeg kan godt følge artiklens forfatter, når hun siger, at man dårligt kan være til stede i sociale sammenhænge, hvor der ikke er mindst én person, som sidder dybt begravet i en smartphone eller en tablet, hvor det gælder liv og død og Facebook-opdateringer. Det ser jeg jævnligt for ikke at sige dagligt på min arbejdsplads – en helt almindelig folkeskole, hvor jeg har størsteparten af mine timer i overbygningen (altså blandt de ældste elever). Hvis man spørger eleverne om de kunne forestille sig en tilværelse uden smartphones og facebook-opdateringer, så vil hovedparten ryste opgivende på hovedet.

Jeg synes faktisk, at det er tankevækkende og måske også en smule bekymrende, når psykologer verden over betragter smartphones i kombination med Facebook som et socialt problem. Afhængigheden af internettet har ændret sig markant i forhold til tidligere, hvor det primært var et medie for spilleglade unge mænd i teenagealderen – sådan er det ikke mere.

Ironisk nok, tror jeg, at det konstante behov for online kontakt med netværket ofte gør folk antisociale

I nutidens pulserende samfund er mange unge kvinder også totalt besat af Facebook, hvilket er et problem, da det efterhånden kan være mere farligt end at spille spil online, fordi det ikke længere blot er en fantasiverden for den enkelte bruger. For rigtig mange teenagere og unge er det vigtigt, at man fremstår glamourøs og har masser af venner. Ironisk nok, tror jeg, at det konstante behov for online kontakt med netværket ofte gør folk antisociale. Internetvenskaber erstatter rigtige venner. Hvis man fører det ud i sin yderste konsekvens, tror jeg, at denne afhængighed på sigt kan medføre, at de afhængige chatter i stedet for at sove, de kommer ikke i skole og på arbejde. Jeg tror, at vi som samfund skal være bevidste om, at internetafhængighed kan føre til arbejdsløshed, fedme, anoreksi og i yderste konsekvens måske endda selvmord.

Det er klart, at skolen ikke kan forvalte dette ansvar alene. Forældrene og alle de andre voksne (fx frivillige ledere i foreningslivet), som de unge omgiver sig med i hverdagen har ligeledes et ansvar, synes jeg

Det er her, at vi som skole har et ansvar for at inddrage og lære de unge “den gode stil” i forhold til internettet og den nye teknologi som fx smartphones. Det er klart, at skolen ikke kan forvalte dette ansvar alene. Forældrene og alle de andre voksne (fx frivillige ledere i foreningslivet), som de unge omgiver sig med i hverdagen har ligeledes et ansvar, synes jeg. Hvis jeg skulle give et bud på, hvor vi som undervisere kunne begynde påvirkningen af eleverne i en mere ansvarlig retning, så vil jeg mene, at detdigitalespejl.dk kunne være et godt sted at begynde. ”Det Digitale Spejl” er en kampagne, der består af nyt undervisningsmateriale, film og lærervejledninger samt et gratis tilbud til skoler om efteruddannelse af lærere. Undervisningsmaterialet dækker dele af de emner, der er omtalt i faghæfte 48. Målet er ikke at udvikle tekniske færdigheder i brugen af de sociale medier, men derimod at skabe refleksion over, hvordan de sociale medier bliver brugt af både eleverne selv og folk omkring dem.

Der er næppe tvivl om, at vi som samfund skal være bevidste om brugen af sociale medier i hverdagen, hvis vi ønsker, at vores unge skal være internetbrugere – ikke internetmisbrugere.

En tidslinje om oplysningstiden

Måske er det ikke særligt originalt, men jeg har en formodning om at tidslinjer kan gøre historiske perioder mere overskuelige for eleverne?!

I øjeblikket har jeg gang i et forløb i både kristendomskundskab og historie om oplysningstiden. I den forbindelse skal mine elever lave deres egne online tidslinjer over perioden indeholdende deres egne betragtninger.

Men lad mig begynde et helt andet sted. Jeg havde via flere kanaler hørt om værktøjet tiki-toki.com, som efter sigende skulle være det perfekte tidslinje-værktøj. Jeg synes blot, at hele bruger-interfacet forekom mig en smule vanskeligt at gå til (det kan udmærket være, at jeg tager fejl). Derfor satte jeg mig for at finde et brugbart alternativ – det fandt jeg i værktøjet timerime.com. Jeg må indrømme, at jeg virkelig blev overrasket over enkeltheden og sitets setup.

Jeg må indrømme, at jeg virkelig blev overrasket over enkeltheden og sitets setup.

Det er givetvis ikke nær så avanceret som tiki-tok, men hvad gør det sålænge, at det er enkelt og nemt at bruge? Indrømmet, det virker umiddelbart en smule kedeligt, når man ved første øjekast kigger på de færdige tidslinjer. Dette opvejes dog af, at brugeren intuitivt gør det rigtige undervejs i selve skabelses-processen, synes jeg.

Tja, du har nok opdaget det. Når du klikker på billedet bliver du viderestillet til mit eksempel på en tidslinje omhandlende oplysningstiden.  Jeg synes faktisk, at tidslinjen fungerer udmærket. Men hvorfor overhovedet lave tidslinjer i et fag som historie? Jo, jeg tror på, at tidslinjer for den enkelte elev kan være medvirkende til at skabe overblik i forhold til en given periode. Derudover er det en fed feature, at man kan indsætte links til videoklip på tidslinjen.

Jeg tror på, at tidslinjer for den enkelte elev kan være medvirkende til at skabe overblik i forhold til en given periode

Hvis jeg lige kort skal ridse op, hvorfor jeg også har inddraget oplysningstiden i forhold til faget kristendomskundskab, så skyldes det, at vi (eleverne og jeg) i dette fag diskuterer os frem til en forståelse af periodens filosofiske tanke- og værdisæt.

Har du gjort dig nogle tanker eller ligger du ligefrem inde med nogle konkrete ideer til brug af online tidslinjer, så skriv gerne en kommentar til dette indlæg.

Hvorfor holde møde?

Jeg synes, at jeg lidt for ofte sidder til møder som i bedste fald er spild af tid. Ikke fordi, at mødet ikke kan have en berettigelse, det er mere fordi, jeg lidt for ofte finder strukturen eller formen for møderne meget låste, hvorved det ofte medfører et for ringe udbytte for den enkelte deltager. Derfor har jeg brugt lidt tid på at undersøge “det gode møde” som begreb.

Hvert eneste evige år bliver spilder folkeskolen (og sikkert også andre inst./firmaer) oceaner af energi og nok så vigtigt penge på uproduktive møder. Hvis man tænker lidt over formålet med møderne, så er det egentlig relativt let at opstille 10 grunde til aldrig at holde et møde igen – det er straks lidt sværere at opstille nogle konstruktive punkter til brug for det tilfælde, at man ikke helt kan afskaffe møderne

1. Møder er meget lidt produktive

Min påstand er, at alle møder uden undtagelse er stilstand, det er kun handling, som er fremdrift. Når man holder møde, så står alt i processen stille. Min erfaring er, at man ret ofte vil få langt mere værdifuld information til gavn for processen eller organisationen, hvis man i stedet handler på de konkrete projekter, end hvis man blot taler om dem.

2. Gode møder kræver forberedelse, som ingen laver
Nu skal jeg heller ikke gøre mig selv bedre end tilfældet er. Alt for ofte møder mange uforberedte op til et møde, dermed spilder de ret beset hinandens tid – imens det virkelige projekt står stille.

3. Møder er et stort tidsspilde
Har du nogensinde tænkt over, at lægger man timerne sammen (hvad man altid bør gøre), så er et møde på én time for otte mennesker i virkeligheden en hel arbejdsdag for organisationen? Når man holder møde, så veksler man altså otte timers produktivitet med én times møde. Gad vide om det er tiden værd?

4. Møder er ofte unødvendige
Foruden at være et stort tidsspilde, så er alt for mange møde desuden unødvendige. Mange gange mødes man, ’fordi det er fredag’. Når møder begynder at tage navn efter den dag, de afholdes, så skal mødet aflives på stedet. Årsag: Man taler kun om fredagsmøder, hvis ingen grundlæggende ved, hvorfor de mødes.

5. Møder udvider sig aldrig
Hvornår er du sidst gået fra et møde efter 17 minutter, selvom det i din kalender var indkaldt til at vare en time? Min påstand er, at det er nok aldrig sket. Dette fænomen kalder man også Parkinsons lov, kort fortalt går det ud på, ’at dit møde udvider sig til at passe til netop den tid, der er sat af til det’. Det betyder, at hvis et møde er indkaldt til at vare en time, så varer det netop en time, uanset at substansen blev afklaret på 17 minutter.

6. Møder er afbrydelser
Når folk skal deltage i møder, så afbryder man dem ofte midt i andre opgaver eller processer. Mange undersøgelser af workflow viser, at det tager mellem 5 og 45 minutter at komme tilbage til en opgave på samme niveau, som man var, da man forlod den. Man spilder altså tid både under og efter mødet – tankevækkende.

7. Møder er gætværk
Der findes et godt udtryk, der hedder ’planning is guessing’. Når man begiver sig i kast med et projekt, så har man i sidste ende ingen anelse om alle de udfordringer, ændringer og overraskelser, som vil støde til projektet undervejs, mens man forsøger at føre projektet ud i livet. Det betyder på ingen måde, at man skal undlade at holde møder om projektet – det blot betyder, at der skal handles i den virkelige verden for at blive klogere og korrigere kursen i stedet for at sidde til møder og gætte på, hvad der kommer til at ske.

8. Mødedeltagere er ufokuserede
Loven om ufokuserede mødedeltagere lyder:

’Jo flere mødedeltagere du indkalder, des større er risikoen for, at der sidder en fuldstændig afsporet person og taler om, hvor klog hans kat er’.

9. Møder har ofte upræcise og mangelfulde dagsordener
Hvor tit har man ikke siddet til et møde, hvor dagsordenen har været meget upræcise eller måske helt fraværende? Det er vigtigt at holde sig for øje, at upræcise eller helt fraværende dagsordener skaber et upræcist eller helt fraværende produkt.

10. Møder sluger tid på begge sider
Ud over at spilde tid på at komme ind i opgaver efter mødet så er næsten alle møder behæftet med overflødige opvarmningsritualer eller nødvendige onder – både før og efter.

• Brygge kaffe
• Købe morgenbrød
• Dække bord
• Rydde af
• Tale med folk på gangen
• Hente et glas vand
• Transport til og fra
• Lytte forundret til historie om potentiel meget klog kat.

Hvad så hvis man alligevel er nødt til at holde møde? Måske skal man til at tænke lidt mere over mødestrukturen. I virkeligheden kan man med få virkemidler forøge produktiviten af møderne ganske betragteligt, tror jeg. For at være helt ærlig, så har jeg ikke det helt store belæg for mine ideer. Alligevel har jeg tænkt mig at prøve nogle af dem af i praksis.

1. Afskaf alle faste møder
Medmindre de tjener et krystalklart formål, der er direkte knyttet til dine væsentligste arbejdsopgaver, så kæmp for at få fjernet faste møder.

2. Hold møder stående
Der er lavet mange eksperimenter med stående møder. Typisk sker der to ting. Mødedeltagerne er mere fokuserede, og mødet tager kortere tid.

3. Mål møders kvalitet med, hvor meget handling de skaber
Lakmusprøven for et godt møde er, hvor meget handling, fremdrift og udvikling det skaber på væsentlige udfordringer og projekter.

4. Inviter så få mennesker som muligt
Jo flere mennesker du inviterer, des sværere er det at træffe beslutninger og skabe fremdrift.

5. Hav en klart formuleret dagsorden
Og sørg for, at deltagerne har den i god tid.

6. Hav en ansvarlig for mødet
Hvis andet ikke er oplyst, så skab en kultur, hvor den ansvarlige for indkaldelsen skal stå for alt vedrørende mødet – også det praktiske.

7. Hold fokus på beslutningerne
Det vigtigste ved møder er, hvad der kommer ud af dem. Træf beslutninger. Hold fokus på dem. Hold hinanden ansvarlige for dem.

Lidt strøtanker om QR-koders anvendelse

Jeg har efterhånden ved flere lejligheder beskæftiget mig med qr-koder på denne blog. Grundlæggende rummer koderne mange muligheder i forhold til at gøre mobilen aktiv i undervisningen.

QR står som bekendt for “Quick Response” lidt frit oversat kunne man sige, at det betyder “hurtigt information”. Min erfaring er, at langt de fleste elever (særligt i overbygningen) elsker, når underviseren gør brug af koderne i en eller anden form. Koderne kan groft sagt indeholde alverdens information fx kontaktinformation, websites, tekst, billeder mv. Men det bedste ved at bruge dem i undervisningen er, at de er ret nemme at producere/lave – personligt bruger jeg websitet qrstuff.com, når jeg skal bruge qr-koder i undervisningen.

de fleste elever modtager disse koder med åbne arme og sind

Nedenfor kan du se nogle af de muligheder, som jeg ser i disse koder:

• Sæt koderne op på skolen eller i nærområdet – hver kode indeholder en problemstilling, som skal løses på vejen mod næste kode.
• Lav flere koder på et ark pair, klip koderne ud og laminer dem – hver kode indeholder en problemstilling, som eleverne skal løse, når eleverne har løst det givne problem, bytter de koder med de øvrige elever/grupper.
• Sæt en kode op i klassen indeholdende kontaktinformation således, at forældre eller andre kan komme i kontakt med dig som lærer.
• Koderne kan være en nem måde at dele noter på – eleverne har således adgang til noterne efter endt undervisning.
• En kode kunne også indeholde information om lektierne til et en given klassen
• En kode kunne indeholde et youtube-klip i form af en boganmeldelse eller en fremlæggelse
• Endelig kan koden også linke til et videoklip fx på youtube, hvor man kan hente hjælp til en given opgave

Som nævnt tidligere er qr-koder meget nemme at lave og derefter indsætte i et dokument eller en præsentation. Det eneste lille men er, at eleverne skal have en smartphone, iPod eller en tablet for at kunne scanne koderne. Herefter skal de downloade og installere en såkaldt barcode-scanner, hvorefter de er klar til at gå i gang.

Jeg håber meget, at dette indlæg har sat dine tanker i gang. Jeg vil endnu en gang understrege, at min erfaring er, at langt de fleste elever modtager disse koder med åbne arme og sind, eftersom man samtidig gør deres smartphone til et undervisningsaktiv frem for en irritationsfaktor.

Kan man vende klasseværelset på hovedet?

Kan man vende klasseværelset på hovedet? Måske ikke i fysisk forstand. Man skal nok mere se på begrebet “the flipped classrom” i en overordnet sammenhæng. Hvis man har fulgt lidt med på diverse netfora, så vil man utvivlsomt være stødt på dette begreb. Men hvad dækker det egentligt over?

Hvis man skærer modellen helt ind til benet, så handler det om at bytte rundt på forholdet mellem elevernes hjemmearbejde og de aktiviteter, der foregår i undervisningstiden. Det kræver en mere uddybende forklaring.

I den traditionelle skole, som vi kender den i dag, gennemgår læreren dagens lektier og præsenterer herefter nyt stof for alle eleverne. I den resterende tid øver eleverne sig på det, der et blevet gennemgået. Lektierne eller det arbejde, eleven skal udføre hjemme består oftest af at “anvende viden” dvs. øve det, der blev fortalt i skolen – dette kan gøres på flere måder fx ved opgaveløsning. Hvis eleven ikke kan finde ud af lektierne, så er det langtfra sikkert, at vedkommende kan få kvalificeret hjælp. Det værste der kan ske er, at lektielæsningen opleves som så frustrerende, at den enkelte elev til sidst helt opgiver lektielæsningen.

Hvis eleven ikke kan finde ud af lektierne, så er det langtfra sikkert, at vedkommende kan få kvalificeret hjælp.

I “The flipped Classroom” forbereder eleverne sig selvfølgelig også derhjemme. Men de arbejder ikke med at “anvende viden” gennem opgave- og problemløsningsaktiviteter. Af samme grund vil færre elever være frustrerede over lektierne. Læreren står ikke ved tavlen og fortæller, men eleverne sætter sig derimod ind i nyt stof ved f.eks. at se lærerens tavlegennemgang eller kommenterede powerpoint hjemme på video eller gennem andre distribuerende medier fx sociale medier som youtube/skoletube. Eleverne ser den pågældende video alene eller sammen med andre over nettet.

Læreren står ikke ved tavlen og fortæller, men eleverne sætter sig derimod ind i nyt stof ved f.eks. at se lærerens tavlegennemgang eller kommenterede powerpoint hjemme på video

Hvis man har spørgsmål til indholdet sendes disse til underviseren, som herefter kan tilrettelægge undervisningen med udgangspunkt i de problemer, som eleverne har beskrevet for læreren i eksempelvis mailformat. Dermed ændrer lærerens rolle sig i undervisningstiden fra at være  formidler til mere at fungere som vejleder for de enkelte elevers læringsproces.

Nedenfor kan du se et godt bud på et videodelt læreroplæg. Teknisk er det ikke svært at lave, det kræver blot, at man sætter sig ind i teknikken bag en såkaldt screenrecorder fx screen-o-matic.com. Personligt finder jeg modellen spændende, og jeg vil ikke udelukke, at den sagtens kunne finde vej ind i min undervisning. Hvis du savner oplysninger eller yderligere inputs – så gør som jeg og meld dig ind i facebook-gruppen “Flippa Klassrummet” (gruppen er godt nok svensk men mon ikke det går alligevel). Jeg kunne dog godt tænke mig at høre andres erfaringer med fænomenet først.

Så det store spørgsmål er nok ikke, om man kan vende selve klasseværelset på hovedet. Spørgsmålet er nok mere, om man kan vende undervisningsbegrebet på hovedet – dvs. om man med fordel kan gribe undervisningsopgaven anderledes og måske også for eleverne mere hensigtsmæssigt an. Jeg er meget enig med dem, der mener, at fremtidens lærere i højere grad end hidtil skal blive bedre til at tænke ud af boxen. Men er denne model et skridt i den retning?