Er der forskel på apps i forbindelse med undervisning?

Jeg møder relativt ofte bemærkninger om, at apps til fx iPads er vejen frem til en bedre indlæring. Det er vel også i dette perspektiv, at så forholdsvis mange skoler vælger at udskifte de traditionelle blyanter, papirer og bøger med den lækre tablet fra computergiganten Apple. Jeg er helt med på, at tablets har en berettigelse i undervisningen, men jeg synes, at underviseren bør skelne mellem de forskellige typer apps, der efterhånden findes í iStore.

Man bør måske inddele apps i 3 underkategorier:

  • Træningsapps (disse apps er ofte meget anvendelige i skolesammenhæng)
  • Apps man kan gøre brug af i diverse arbejdsprocesser
  • Alle de andre apps (hvoraf nogle uden tvivl også kan bruges i forbindelse med undervisning i skolen)

Den første type apps, som jeg kalder “Træningsapps” er som regel lineært tilrettelagt, hvilket vil sige, at brugeren i (i dette tilfælde eleven) bliver ført gennem et fast tilrettelagt forløb. Man kunne fx nævne apps, der træner eleven i forskellige staveord, den lille tabel eller måske klokken. Der er efterhånden mange apps i denne kategori, og der kommer dagligt flere til. Disse apps stimulerer uden tvivl til et minimum af nysgerrighed, og de er i den grad anlagt på skolelæring. Ja, de lugter faktisk langt væk af skole og skolelærere. For læreren er det ret forudsigeligt, hvilket fagligt område eleven lærer noget om – det er med andre ord meget nemt at kontrollere elevens læring.

“Man kunne også spørge, om det er det sådan, vi ønsker at lave skole i 2012? Jeg håber det ikke, eftersom det, for mig,  er en kedelig og forældet måde at forstå læring på.”

Det er denne type apps, som ret ofte omtales/optræder på blogs eller i artikler om iPads i fx indskolingen. Disse apps bygger på en, synes jeg, alt for mekanisk og behavioristisk måde at tænke læring på. Læring er i sådanne tilfælde tilsyneladende noget, der opstår, når blot man udsætter eleven for det rette input. Lidt i stil med “hvis du øver dig på denne app 10 gange, så kan du den lille tabel”. Jeg må indrømme, at min begrejstring for disse apps er til at overse, hvor er kreativiten henne? Man kunne også spørge, om det er det sådan, vi ønsker at lave skole i 2012? Jeg håber det ikke, eftersom det, for mig,  er en kedelig og forældet måde at forstå læring på.

Den anden type apps er dem, der kan bruges til at skabe elevprodukter – det er apps, der altså anvendes som redskaber i en proces mod at producere et produkt. Et godt eksempel kunne være, at eleverne fx skal lave en film over et fagligt indhold. i en sådan forbindelse kan eleverne bruge én app til at lave et storyboard fx iThoughts (der er sikkert også andre), én anden til noter (fx Evernote), og derefter kameraet til at optage selve filmen. Filmen kan herefter redigeres i iMovie, og publiceres til fx youtube eller skoletube. Sådanne apps udfordrer bedre elevernes kreativitet end de apps, der gør brug af et fastlagt indlæringsforløb. Personligt synes jeg, at vi skal have mere af denne kategori i undervisningen – de tider, hvor læreren har svar på alle problemstillinger, er forhåbentlig forbi.

“Det er uden tvivl dén type apps, vi undervisere skal bruge energien på at lede efter og ikke mindst udvikle brugen af.”

Endelig er der “alle de andre apps”, der forsøger at pirre brugerens nysgerrighed og tilllader, at man går på opdagelse og udforsker. Mange af disse apps har den lille bonus, at mens man udforsker, så har man forudsætningerne for ret ofte at lære en hel del – nogle gode eksempler kunne være “Slice it”, “Solar Walk” eller “Qwiki”.

De to sidste typer kategorier rummer, efter min mening, de største læringspotentialer, og giver brugeren/eleven de bedste betingelser for at lære, udvikle kreativitet og være innovativ ved hjælp af teknologien. Det er uden tvivl dén type apps, vi undervisere skal bruge energien på at lede efter og ikke mindst udvikle brugen af. Den første type apps bør vi kun bruge i et meget begrænset omfang – hvis det er op til mig, skal denne type apps faktisk slet ikke bruges i undervisningen. 

Share

2 meninger om “Er der forskel på apps i forbindelse med undervisning?

  1. 100 % enig med dig – du er min stemme:-)
    Men det passer jo nok ganske fint ind i den inkluderende folkeskole, hvor KL ser det som et af formålene med digitaliseringsplanen “at hver enkelt elev kan lære på den måde, i det tempo og på det niveau, der passer den enkelte elev bedst. Dermed kan it også bidrage til at fastholde flere af de elever i klasserne, der i dag udskilles til specialklasser og -skoler.”
    Citat slut….

    Helt vild, fantastisk god side – elsker eftersidderen:-)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s