Vi kender sikkert alle sammen de der gule sedler med en halvdårlig lim i den ene ende, der dårligt nok kan hænge fast nogle steder. Du er på nuværende tidspunkt helt klar på, hvilke sedler jeg hentyder til? Ja, fuldstændigt korrekt tænkt – det er naturligvis sedlerne fra firmaet Post-it.
Sedlerne er vel efterhånden kendt af de fleste. Det, der begyndte som en ambition om at skabe verdens bedste lim, og endte med at blive en verdenssucces på linje med Tetrapak, IKEA og lign. danner nu grundlag for flere web 2.0-tjenester. Disse tjenester forsøger nu med større eller mindre held at kopiere Post-it-ideen i en online version. Hvorfor nu det? Måske skyldes det, at sedlerne fra Post-it er geniale til at skabe overblik over et emne, hvis man klæber dem op på en stor flade.
Jeg må være ærlig at tilstå, at jeg ikke kender den egentlige årsag til webtjenester som fx stixy, stikinotes eller online stickies. Personligt kender jeg ikke meget til de to førstnævnte webtjenester – andet end, at der ser ok interessante ud (smid gerne en kommentar hvis du ved noget om dem). Til gengæld må jeg indrømme, at jeg er ret så begejstret for tjenester “Online stickies”, eftersom jeg virkelig mener, at den kan hjælpe mig til at skabe overblik over ideer til fremtidig undervisning.
Online Stickies er afsindigt nemt at bruge – at man oven i hatten kan logge ind via en facebook-konto er kun et plus, eftersom jeg finder det irriterende at huske passwords til forskellige sites. Bruger-interfacet på sitet giver sig selv helt fra første færd. Det er så nemt, at man næsten sidder, og får tårer i øjnene af oprigtig lykke. Billedet nedenfor viser mine foreløbige tanker omkring et forløb omhandlende QR-koder i et idrætsforløb. Hvis du vil tilføje en idé til forløbet skal du blot klikke på billedet, hvorefter du kan skrive løs.
Som nævnt ovenfor – du skal være meget velkommen til lave tilføjelser til projektet: Klik på billedet, hvorefter resten giver sig selv.


Hvis du vil være lidt klogere på brugen af QR-koder i din undervisning, så kan du med fordel læse den vedhæftede manual fra skolekonsulenterne.dk – klik på linket herunder og læs mere.
http://www.youblisher.com/p/226447-QR-koder-i-undervisningen/