Vel tilbage efter et overdådigt jule-tam-tam i familiens skød. Mens vi fordriver tiden inden det næste store tam-tam nytårsaften, så kan jeg da lige indvie jer i et af den kommende tids større projekter. I det kommende kalenderår skal en kollega og jeg påbegynde et pilotprojekt om online lektiehjælp.
På skolen, hvor jeg underviser, har vi en såkladt innovationspulje, som man kan ansøge, hvis man vil udvikle banebrydende projekter til gavn for skolen – dette har jeg gjort sammen med en kollega, hvilket har resulteret i, at vi i den kommende tid skal forsøge os med online lektiehjælp som et pilotprojekt (lidt i stil med lektier-online.dk fra Århus). Faktisk forventer skolen sig en del af projektet. Rent praktisk sørger skolen for hardware/software, og ungdomsskolen udbetaler lønnen, eftersom ungdomsskolen også har en interesse i projektets succes (de tilbyder pt. god gammeldags lektiecafe på skolen om eftermiddagen).
Uden at vide helt nøjagtigt, hvordan vi lige skal gøre i forhold til software, så har jeg tilladt mig at researche en smule her i feriedagene. Jeg har faktisk fundet lidt brugbart stof, tror jeg:
I den moderne og globaliserede folkeskole må det være muligt at inddrage internettet – også i forhold til lektielæsning. Løsningen kunne være et såkaldt webinar, som er et seminar eller kursus over internettet. I praksis betyder det, at man kan sidde med sin laptop i skødet hjemme i sofaen og følge med i et kursus afholdt fx i Argentina (blot for at illustrere) uden at det koster mere end lidt tid og måske en kop kaffe – snedigt.
Det må koste det brune ud af en l…, tænker du måske? Det er klart, at man naturligvis kan købe servicen hos en prof. udbyder, men man kan faktisk også designe sit eget webinar gratis ved hjælp af sitet anymeeting.com. største fordel ved et webinar er, at det næsten ingenting koster at afholde. Har du først teknologien i orden (anymeetin.com), er det blot at starte et nyt webinar, hvorefter du kan invitere de mennesker, du ønsker skal deltage. Du har stort set de samme muligheder som ved det fysiske møde. Ved hjælp af webcams og mikrofoner, kan du både høre og se personerne, du snakker med under dit webinar. Du kan udveksle filer ved at sende dem via dit indbyggede indbyggede overførselssystem eller blot med almindelig e-mail. Derudover har du har også mulighed for at dele dit skærmbillede i to, hvorefter den ene del fx kan være et livebillede af dig, mens den anden del kunne være Prezi-præsentation eller måske et Word-dokument.
En anden mulighed kunne også være at gøre brug af quickscreen-share.com, som gratis tilbyder, at du kan dele di skærm med den, du ønsker. Prøv at se videoklippet nedenfor – det er smart, og indeholder bestemt nogle muligheder for hjælp i forhold til lektielæsning fx i et regneark.

Lyder temmelig interessant. Ser frem til at høre mere om jeres projekt.